Karen af Mandø
KAREN blev bygget i 1924 ved A/S Esbjerg Skibsværft til skipper Niels Lindberg, Mandø, og fik navn efter
skipperens hustru. Den 31,8 fod lange evert er kravelbygget af eg og kunne med sine 9,09 brt laste ca.
16 tons gods. Den var rigget med gaffelstorsejl og stagfok og havde i tillæg en lossebom.
En 12 hk petroleumsmotor fra C. Mollerups Maskinfabrik i Esbjerg gjorde, at everten ikke havde behov for de
traditionelle sidesværd.
KAREN blev i 1929 solgt til Knud Hansen, Mandø, som ejede den til sin død i 1971.
Han sejlede KAREN sommer som vinter og var i mange år bindeleddet mellem Mandø og fastlandet.
Han blev med KAREN den sidste evertskipper i Vadehavet. Efter hans død blev KAREN solgt, og efter
en omfattende istandsættelse, som omfattede udskiftning af de fleste planker i fribordet,
kom den en kort periode ud at sejle igen som fritidsfartøj med sejlskibsrigning, inden den blev
sat på land på Fanø.
Her blev den for midler fra Skibsbevaringsfonden målt op med tanke på bygning af en kopi,
da fonden skønnede, at der ikke fandtes midler til en totalrestaurering af det meget medtagne skrog.
Kopibygnings-projektet blev opgivet.
Everten blev til sidst flyttet til Mandø, hvor der i 2015 blev taget initiativ til en totalrestaurering med udseendet
i 1929 som mål. Det var nemlig det år, hvor KAREN skiftede ejer og ved den anledning fik på-bygget styrehus.
KAREN er den mindste af tre bevarede danske everter, og dens kulturhistoriske værdi er betydelig.
Den er meget veldokumenteret gennem en grundig opmåling, som senere affødte en model i 1:10, udstillet på Mandø Museum.
Knud Hansens søn, Theodor Hansen, har udgivet det kulturhistoriske skrift Everten Karen af Mandø. En mandødreng fortæller.
Derudover er der indsamlet officielle dokumenter og en mængde historiske fotos, som dokumente-rer KARENs historie.
KAREN af Mandø blev i oktober 2016 overdraget til Ribe Træskibslaug og fik statussom bevaringsværdigt skib.
Skroget blev i 2017 transporteret til C.J. Skibs- og Bådebyggeri i Egernsund og gennemgik de følgende år en totalrestaurering.