Johanne er et af Ribe varetegn, og siden hun kom til byen i 1972, har hun været beundret af byen borger og ikke mindst af de mange, som gæster byen hvert år. Der er endda nogle, som kommer langvejs fra for at stifte bekendtskab med en evert, en fladbundet pram med mast og sejl.
Hun har i 2010 været på værft og har fået skiftet planker, noget stævntræ og en del agter. Alt sammen under dæk og vandlinie. Det blev dyrere, end der var kalkuleret med, så der var ikke midler til at få dækket skiftet.
Gammelt Præg ejer skibet og som sådan dem, som bekoster vedligehold og tilsyn med Johanne. Gl. Præg har flere ting at tage vare på, bl.a. vægterordning, stormflodsøjlen, flere ejendomme – og så Johanne Dan.
Gammelt Præg henvendte sig til Træskibslauget i juni 2013, om ikke det var noget for os at varetage det daglige tilsyn og vedligehold. Vi kikkede på sagerne sammen med udvalget fra Gl. Præg og blev derefter enige og lavet en skriftlig aftale om honorar og arbejde – med start 1. juli 2013.
I efteråret havde vi en kranbil til at hente bovspryd, sidesværd, ror og storbom; alt sammen kørt ud for at blive gjort klar.
Det vil nok tage et par sommer at få hende til at ligne en altertavle, men med fælles hjælp og lidt økonomiske midler til dækket, så skal hun nok være klar og med til at løfte Skibbroen og byen.
Johanne
“Johanne” blev bygget i 1867 til tømmerhandler Jørgen Lauritzen som selv importerede tømmer fra Norge og Sverige og på den tid var der ikke så få af slagsen.
Formålet var at everterne skulle sejle til Norge, Sverige og Holland for at hente vare til Ribe, tømmer fra hele Skandinavien og fliser fra Holland.
Everten, som der var mange af i Ribe, skulle også sejle ud på Ribe Red og tage imod vare fra det oversøiske udland som blev fragtet på skibe der var for store til at gå ind til Ribe.
Hvordan var livet om bord var på disse everter dengang? Jeg tror det har næret slidsomt. Når man ser på indretningen kan man se der ikke var megen plads til besætningen.
Typisk bestod den af skipper og hans kone,de boede agterude, henne foran var der plads til to drenge eller unge mænd.
Livet for besætningen har sikker formet sig som livet ombord på flodpramme på Rihnen og andre floder i Europa, det var ens hjem, der boede og levede man.
Det var hårdt at være en del af besætningen dengang, de nøjedes ikke med at sejle i godt vejr, kulde og blæst var sikkert en stor del af tilværelsen.
Det var deres arbejde og det stod man ved og holdt strabadserne ud.
En ting var livet ombord på skibene, en anden ting var det liv der udfoldede sig på Skibbroen. Dengang var det hestevognene der holdt i lange rækker på havnen for at blive læsset med vare fra skibene.
Der har været larm af hestetramp og høje skurende lyde af de mange vogne med jernringe på hjulene. Der har virkelig været gang i aktiviteterne. Varerne skulle bringes ud i byen og længere ud i landet.
Der var arbejde til mange mennesker, de store drenge og unge mænd var her også og gav sikkert et nap med.
Kusken, sikkert en landmand fra egnen der tjente en ekstra skilling ved kørsel med vare, han sad måske inde på en beværtning på havnen og hyggede sig med ligestillede og lod drengene passe læsningen af vognen.
Livet var af en anden karakter end det liv der udfolder sig i dag. Hvad der er bedst for samfundet, det der skete dengang eller det der sker nu, det er ikke nemt at sige. Men et er sikkert, det liv der udfoldede sig dengang, ombord på skibene og livet i havnene har båret tiden frem til vor tid, det har været med til at forme vort samfund og det kan vi godt være tjent med.
Preben Glud
Oldermand
Ribe Træskibslaug
14. dec. 2014.