Karen af Mandø er erklæret bevaringsværdig af Træskibs Sammenslutningen (Landsforeningen til bevarelse af ældre brugsfartøjer).

C.J. Skibs- og Bådebyggeri afsluttede renoveringen af Karen i 2022 og hun fremstår nu som det oprindelige fragtskib. Hun er bygget i 1924 i Esbjerg med betegnelsen “Evert med hjælpeskrue”. Hun har 9,09 BRT, er 10,8 m lang, 3,45 m bred og har en dybgang på 85 cm. Hun er gaffelrigget med et storsejl og en stagfok.

Karen havde sin storhedstid, da hun sejlede kul, tørv, tømmer, sten, grus, olie, petrolium og kolonialvarer m.m. mellem fastlandet og Mandø. I 1939 overtog lastbilkørsel Karens transporter og hendes rolle gik over til gravning og transport af hjertemuslingeskaller frem til 1950. Derefter fik hun opgaver i Fyr- og Vagervæsenet som “Priksætter” indtil 1971.

Herfra er Karens rolle som erhvervsfartøj udspillet.

Karen er i december 2022, efter afsluttet renovering, optaget på fartøjslisten.

Den 22. september 2023 blev Karen af Mandø hædret som klasse A skib og fik prædikatet Historisk monument.

(Se yderligere information under båderegisteret)